Litteratur

Læs uddrag fra den danske ungdomsbog 'Strømsvigt' af Daniel Zimakoff og Ida Marie Rendtorff

Tobias og Sofia.

1.

Det var nemt at lyve. Det var sværere at blive konfronteret med det. Ti minutter i seks svigtede modet Tobias. Han skrev hurtigt en seddel, gik ud af kolonihavehuset og lukkede døren efter sig. Han låste ikke, men tapede sedlen fast på døren. Et stykke tape foroven og et forneden, så sedlen ikke blæste af. Tapen havde svært at sidde fast på den snavsede dør. Han kastede et blik på det, han havde skrevet og skyndte sig så ud til sin cykel. Hurtigt tilbage i retning mod Kløvermarksvej. Ned ad bakke.

Tobias svingede til venstre ved købmanden og parkerede cyklen på haveforeningens lille parkeringsplads. Han kiggede ned mod Kløvermarksvej. Ingen at se. Så løb han tilbage til huset og gemte sig bag en busk i forhaven. Han hev efter vejret, den lille løbetur havde gjort ham forpustet. I sit skjul bag busken kunne han se døren uden selv at blive set. Det susede i buskens blade, en rigtig kold vind, efterårsagtigt selvom det kun var først i september. Selvfølgelig burde Sofia have sandheden at vide, han havde også prøvet, da hun ringede for to timer siden, men han orkede ikke at skulle forklare det hele. Forklare hende, at det var en misforståelse, at han havde sendt hende et forkert foto. Et foto af David. Hun ville kræve en forklaring, og han ville ikke snakke om David. Underligt at hun lige skulle ringe til ham. Kendte hun da ikke andre i København? De havde jo aldrig mødt hinanden personligt.

Hvad var det for en lyd? Var det bare vinden? Nej. Der kom nogen. Havelågen knirkede og blev åbnet. Først kunne han ikke genkende hende, hun havde jo noget mere tøj på end på det sommerfoto, som hun havde sendt ham, og der var også noget med håret. Men det var hende, Sofia. På rulleskøjter, det var den lyd han havde hørt.

Sofia satte sig og tog rulleskøjterne af. Hun så noget træt ud. Hun kiggede i hans retning, og Tobias dukkede sig uvilkårligt. Han følte sig som den grimme lurer i en syg film.

Så rejste hun sig, læste sedlen på døren og rynkede panden. Hun så sig igen om og Tobias dukkede sig. Lidt efter hørte han en knirken. Sofia var gået ind i huset og havde lukket døren efter sig.

Tobias forsøgte forgæves at få øje på hende gennem vinduerne. Var hun gået ind i stuen? Han gik rundt om det sorte træhus, ned ad skråningen mod kanalen. Græsset var vådt på den lille sti langs vandet, nærmest sumpet, det havde jo også regnet hele dagen i går, han ville få kolde fødder. Ligesom ved begravelsen af David for snart seks uger siden. Hans hjerte hamrede hurtigt. Måske skulle han bare stikke af fra det hele.

Tobias lukkede jakken helt op i halsen. På den anden side af kanalen lå Christiania. Engang havde de været der sammen, David og Tobias, i Pusher Street. David havde købt et gram hash. En lille grumsetgrøn klump, en elefantbussemand, havde David sagt. De havde røget det på Volden, David havde rullet med øjnene og sagt fedest. Tobias havde fået sit livs største hosteanfald og havde endt med at brække sig i Kanalen. Han kunne stadig huske smagen i munden. Altid var det David der førte an, og lige i hælene på ham, Tobias. David havde været gadens og klassens leder, ingen tvivl om det. Han var kaptajnen, Tobias var løjtnanten. David var bedst til alt; han var højest, stærkest, bedst til både sport og dansk, ikke bange for noget, bortset fra vand. Vand var det eneste element, hvor Tobias ikke følte sig underlegen overfor David. 'Hvis det var meningen mennesket skulle svømme havde vi haft gæller og svømmehud,' plejede David at sige. Han kunne godt svømme, selvfølgelig kunne han det, men ikke nær så godt som Tobias.

En skygge. Der var hun. Ved kanten af stuevinduet bag gardinet. Hun kiggede ud. Han dukkede sig. Nu havde hun jo et sted at være. Fint. Han kunne sådan set godt tage hjem. At han havde sendt hende det forkerte billede og at den rigtige David var død, det behøvede hun ikke få at vide.

Daniel Zimakoff

Sofia og Tobias.

1.

Snart fremme. Den prikkende fornemmelse i Sofias mave samlede sig til et sidestik, og hendes inliners gnavede af højre hæl. Der kunne højst være et par kilometer endnu. Hun kørte ud på Knippelsbro, vinden pressede en kold hånd mod hendes bryst og fik hendes tilsyrede ben til at koge. På en husmur på den anden side af det grå vand skiftede de lysende digitale tal til 17.33. Ni timer og to og tyve minutter var der gået. For ni timer og to og tyve minutter siden var hun rullet ud af indkørslen derhjemme, mens munden stadigvæk smagte af den løgn, hun lige havde stukket sin far. Læse-gruppe i matematik klokken halv ni søndag morgen! Han havde købt den. For tiden købte han alt, hvad hun sagde. Han havde rynket panden, men ikke stillet nogen spørgsmål. Hun havde lige haft penge nok til en færgebillet fra Århus til Kalundborg, og fra færgen havde hun fået et lift med et ægtepar fra Roskilde. De sidste 30 kilometer havde hun rullet på sine inliners.

Ligeud ad Torvegade. Hun krydsede en lille kanal. De fortøjede både lå og bankede mod hinanden, som prøvede de at rive sig løs fra bolværket. Hun fortsatte over en slags voldgrav. Ved lyskrydset skulle hun dreje til venstre. Grøn, gul ... En sølvskinnende bil med tonede ruder dyttede heftigt. Syntes åbenbart, at hun skulle stoppe for gult. Hun gav chaufføren fingeren og skyndte sig videre. Sidestikket satte sig fast og bredte sig som tunger af ild op i brystet.

Tobias havde grundigt forklaret hende vejen, og hun fandt Kløvermarksvej uden problemer. Her var øde med fodboldbaner på den ene side af vejen og sukkersød kolonihaveidyl på den anden. 'Haveforeningen Strandhøj'. Var det ikke det den hed? Hun standsede op og kiggede på den krøllede seddel, hvor hun havde noteret adressen. Hun forlod den brede vej og trillede ind gennem gitterporten. Hun kørte langsomt op ad bakken, mens hun spejdede efter et sortbejdset træhus med hvidprodsede vinduer, 'Havelyst' skulle der stå over hoveddøren. 'Havelyst'! Det passede selvfølgelig fint til minimøllerne og plasticstorkene på græsplænerne.

Hun havde fået hans mobilnummer i en mail. Kunne huske det, fordi de sidste seks cifre var de samme som hendes fødselsdato. 28 07 87. Han havde lydt noget overrasket, Tobias, da hun havde ringet ham op i eftermiddags, nærmest som om det passede ham rigtig dårligt at få besøg af hende. Af en eller anden grund havde hun forestillet sig, at hans stemme lød helt anderledes, at den havde mere styrke. Hun havde sådan et klart billede af ham inde i sit hoved, men faktisk kendte de ikke hinanden særlig godt. Hun var blevet sat til at maile sammen med ham i 'dansk'. 'Skriv om en person fra storbyen'. Rigtig pædagogisk. Hun kendte kun Tobias fra hans få mails og fra billedet, som han havde vedhæftet et af sine første breve. En okay-køn fyr med solgult strithår og skinnende øjne, som så ud til at være frisk på lidt af hvert. Men det var måske alligevel lidt for friskt, når en jysk pige på 16 år ringede og spurgte, om hun måtte overnatte hos ham, bare for en enkelt nat. Der var blevet helt stille i den anden ende af røret. Hun havde da også helst været fri for at ringe til ham, men hun havde ikke rigtig andre muligheder, kendte ikke andre i København. Kun Steen og han lukkede ikke op. I alle de år hendes mor havde spillet i band sammen med Steen, havde de, når de var i København, overnattet på 2.salen i hans byggeforeningshus. En fed lejlighed med udsigt over søerne, hvis man altså lænede sig godt ud af vinduet. Men nu var han åbenbart ikke hjemme. Og alene i København by night havde ikke virket helt vildt tillokkende.

Ida Marie Rendtorff

Koningsstraat 35 Rue Royale- B-1000 Bruxelles - Belgien
tel: +32 (0)2 230 73 26 - fax: +32 (0)2 230 55 65
www.dkibenelux.org - info@dkibenelux.org