Dansk Nederlands Français English

Forside

Kulturelle aktiviteter

The Scandinavian Language School

Seminarer

Studierejser & Job-Swap

Vidensbank & presse

Praktik

Om instituttet

Kontakt & åbningstider

Links

Musik

Kommende arrangementer

Det danske a cappella kor Vox 11 går I luften på den årlige sprogdag

Når Vox 11 går i luften, tror man næsten ikke sine egne ører. I deres repertoire blandes det nordiske klangunivers med toner fra moderne R 'n' B, hvilket gør lyden både nutidig og unik.
Vox 11 består af 13 sangere og føres an af Gitte Frank og Morten Vinter Sørensen.

Da Vox 11 udgav deres første album, Takeoff , i marts 2008, skrev kritikerne; “Their (Vox 11 red.) CD Takeoff is a study in contrasts” og “ Almost everything on this album conveys class and attention to detail”. Derfor er det ingen overraskelse, at Vox 11 er blevet anerkendt som et af vor tids mest banebrydende og nyskabende a cappella kor. Forbered dig på en omgang groovy a capella musik.

Den 26. september 2008 går Vox 11 i luften på Det Danske Kulturinstitut kl. 19:30.

Info: www.vox11.dk , www.myspace.com/vox11dk

 

Tidligere koncerter

Platform

Platform er et nyt kulturudvekslings-initiativ iværksat af Det Danske kulturinstitut i Benelux, The Rocking Factory og spillestedet VK i Bruxelles.
Målet med initiativet er at eksponere up-coming dansk musik i Belgien, og ligeledes belgiske bands i Danmark.
Den 18. januar 2008 går det løs med det første arrangement, hvor Det Danske Kulturinstitut med en eksklusiv event tager imod As in Rebekkamaria & JoJo DJ Team samt belgiske Mud Flow. Aftenen er ikke "kun" koncert og øl sponsoreret af Duvel - men også en alternativ tegneserieudstilling med dertilhørende performance fra den spændende tegner-trio La Savate. Temaet for deres udstilling er VHS - Violence, Horror, Sex - bygget op omkring forestillingen om VHS båndet med gamle b-film eller bizart indhold, der ligger gemt og glemt i bunden af skabet. Kunstnerne vil være til stede under hele arrangementet, og kan løbende opleves i aktion hvor de vil tegne på opfordring fra gæsterne.

Aftenen er den første af tre årlige arrangementer, der udover en koncert på Rue Royale består af koncerter i Danmark på spillestederne Lades Kælder i København og Musikcaféen i Århus.

Entré: 5 euro - Reserver din billet på info@dkibenelux eller 022307326 og betal i døren.
Er billetten ikke afhentet inden kl 19 bliver den solgt.

Arrangementet starter kl 18.00.

Vi glæder os til at se jer!

 

Koppel-Andersson-Riel Trio - Europalia

Trioen, som består af Benjamin Koppel, saxofon, Thommy Andersson, bas, og Alex Riel, trommer, har en meget international jazzlyd og har tidligere spillet sammen med internationale jazznavne. Deres repertoire er et fantastisk mix af klassikere fra jazzhistorien blandet med nye kompositioner, hovedsageligt Benjamin Koppels egne værker. Trioen har for nylig udgivet deres første fælles cd "The Copenhagen Incident". På Europalia Festivalen har de tre koncerter på programmet i Sint-Truiden, Brugge og Bierbeek/Lovenjoel.

Læs mere om Europalia Festivalen her.

Rumraket Labelnight - Efterklang, Taxi Taxi, Slaraffenland

Sprøde toner af dansk ny musik forsætter sin vej i det Belgiske lydrum.

Sent i september satte en Prins sig bag sit trommesæt, tog trommestikken i sin højre hånd, bassen i sin venstre, placerede den ene fod på stortrommens pedal og den anden på loop pedalen. Et maskineri af et one-man band var klar. Publikum forførtes af lyden af up-beat basgange, en insisterende trommen, der tvang hjertet ind i en ny rytme, og en tillokkende stemme der fortryllede. Allerede ved første anslag, var publikum på tåspidserne og klar til at eksplodere i en dans der var ligeså tosset og uforudsigelig som Prins Nitram s eventyrlige univers.

En dag i midt november, scenen er club-AB. Folk står spændte og venter på de første anslag, som skal sætte de afventende og spændte fødder i bevægelse. Fire rolige ansigter kigger ud mod publikum, cellistens hænder ligger afventende på celloens polerede bug. Sangerinden trækker vejret ind, og ud kommer en stemme, der udløser en energisk rumsteren af publikum, der endelig kan gøre det de er kommet for, - at nyde, danse, lytte og fornemme hvad det mon er for noget, det nye danske musik. Amber færdiggør deres seance, og efterfølges af Band Ane , Murder og Figurines . Efter fire timer med dansk musik, går publikum videre ud i byens pulserende liv, med en begyndende sult på mere live lyd fra norden.

En tidlig decemberdag i en gammel biograf bryder en lyd pludselig hverdagens monotoni. Det er en spæd lyd, der minder om naturen, der knaser og værker, trompeter spiller ind, og en næsten hviskende stemme henfører én til et sted langt væk. Pirrende elektroniske gnister bygger op og fader ud, ro og uro blandes og stemningen er umiskendelig. Det er Efterklang , der står på scenen, folk lukker øjnene og går ind i sig selv, andre hypnotiseres af video jockeyens flimrende billeder bag gruppen.

Når musikken går i gang bliver vi rørt, og må røre os, og vi må lytte godt efter for ikke at gå glip af guitarsoloens finesser og stemmens undertoner, der synger det usigelige. Musikken er ny, fremadkommende, insisterende, den udforsker hjørner af vores kroppe der, om vi vil det eller ej, reagerer på dens tonearter, tempo og talent.

Reaktionerne på det nye danske musiks fremtræden i det Belgiske, har været af en sådan art, at vi ikke er et øjeblik i tvivl om markedets villighed og potentiale. Så på det Danske Kulturinstitut fortsætter vi med at lytte til det nye, invitere musikerne herned, danse til deres musik og synge med, - men kun under bruseren (heldigvis).

Spot on Denmark

Den 3. november 2007 er Ancienne Belgique vært for et brag af en dansk koncert. Koncerten er resultatet af et større samarbejde imellem den danske og belgiske pladebranche, belgisk presse, det Danske Kulturinstitut i Benelux og mange andre. De 4 danske bands Figurines, Amber, Murder og Band Ane, er blevet specielt udvalgt af en jury bestående af journalister fra De Standaard, Le Soir, De Morgen, Radio 1, FM Brussel og RifRaf, samt spillestederne Ancienne Belgique og Botanique.

Denne koncert repræsenterer med andre ord spændende, nyskabende dansk musik, der er hot i Belgien lige nu.

Se mere på www.myspace.com/danishmusicbelgiumwants

 

 

Til toppen

Prins Nitram Live

I forbindelse med Instituttets genåbningsuge, arrangerede instituttet torsdag d. 27. september 2007 en farverig og stemningsfyldt musikaften. En aften hvor man kunne nyde tonerne af den innovative og up-coming danske musiker Prins Nitram, der inviterede indenfor i sit skæve univers af akustisk folk- og indie-inspireret rockmusik. Derudover udstilledes værkerne af den dansk/franske billedkunstner MØS. Aftenen var samtidig klimaks for Art Work konkurrencen arrangeret af Instituttet i samarbejde med The Rocking Factory og spillestedet Ancienne Belgique i Bruxelles. Tillykke til vinderen Maxence Thiberge!

 

Ensemble Nordlys

Ensemble Nordlys startede i 1997 og består af Christine Pryn på violin, Frederik Waage på cello, Joachim Olsson på piano og Kristian Flagstad på klarinet. De udgør tilsammen et af Danmarks bedste unge klassiske ensembler. De har et stort repertoire, der spænder over musik fra barokken over Wien-klassikerne og den romantiske periode op til moderne musik.


Du kan læse mere om Ensemble Nordlys på deres egen hjemmeside.

Til toppen

Målsætning 2006-2007

Ud over at vedligeholde eksisterende kontakter til musiksteder i Benelux, ønsker Det Danske Kulturinstitut Benelux i 2006 og 2007 at styrke musikindsatsen i den sydlige del af Belgien; det fransktalende Wallonien. I foråret 2006 arbejder instituttet derfor på at skaffe kontakter til koncertsteder og musikpresse i denne del af Benelux.

Målsætningen betyder, at Wallonien vil være højt prioriteret, når instituttet hjælper danske musikere med at skaffe koncertsteder for de kommende sæsoner. Alle interesserede koncertsteder i både Holland, Luxemborg og Belgien kommer naturligvis i betragtning.

 

Prioriteringer og betingelser

Det Danske Kulturinstitut formidler dansk musik i Benelux. Det drejer sig om musik inden for alle genrer og til alle slags arrangementer og publikum. Instituttet lægger særlig vægt på at skabe grobund for musikere, som er ukendte eller ikke tidligere har optrådt i Benelux. Alle henvendelser modtages imidlertid med glæde og bliver behandlet individuelt.

Det Danske Kulturinstitut Benelux indgår et uforpligtende samarbejde med musikere, og kan ikke garantere en koncert. Instituttets fremgangsmåde er følgende: I kontakten med koncertsteder i Benelux undersøges hvilken musik de forskellige koncertsteder er interesserede i. Ved positiv tilbagemelding arbejder instituttet videre for at arrangere mere end blot en koncert i forbindelse med musikernes besøg i Benelux.

I musikalske samarbejder, påtager Det Danske Kulturinstitut Benelux sig udelukkende rollen som formidlende instans. Det vil sige, at instituttet er behjælpelig med at skabe kontakt mellem musikere og koncertsteder, hjælper med PR, og rådgiver om støtte til transport og sponsorering.

Musikerne er selv ansvarlige for ansøgningsprocessen (herunder ansøgning om transportgodtgørelse fra Kunststyrelsen, eventuelle sponsorater etc.).

Koncertstederne er ansvarlige for den praktiske afvikling af koncerten og for betaling af musikernes ophold og honorar.

Fra 2006 har instituttet introduceret et honorar på 150 Euro per koncert til dækning af administrationsomkostninger. Instituttet håber på forståelse for dette.

Til toppen

 

Koningsstraat 35 Rue Royale- B-1000 Bruxelles - Belgien
tel: +32 (0)2 230 73 26 - fax: +32 (0)2 230 55 65
www.dkibenelux.org - info@dkibenelux.org